Vaccinationer Uganda
Uganda
Vacciner til Uganda
Hvilke vacciner anbefales til Uganda?
Vaccination efter rejselængde og risiko
I oversigten nedenfor kan du se vejledende anbefalinger for vaccination til Uganda. På vores øvrige sider kan du læse mere om de enkelte vacciner eller finde anbefalinger for andre rejsemål i Afrika. Vi anbefaler om muligt en tid senest 5-6 uger før afrejse for størst fleksibilitet, men kan det ikke nås, så bestil blot en tid snarest muligt. Du kan booke tid her.
Alle rejsende
Nogle rejsende
Særlige forhold
Særlig risiko
Risikoforhold og vacciner
Vaccination til Uganda
Man bør altid sikre sig dækning for difteri-stivkrampe og hepatitis A. Vaccination mod gul feber er et krav for alle rejsende over 1 år. Der forekommer udbrud af meningokok meningitis og vaccination anbefales ved rejser i over 1 uge eller tæt kontakt med lokalbefolkning. Ved længere rejser, mulig seksuel kontakt med lokale eller mulig kontakt med blod anbefales også vaccination mod hepatitis B. Vaccination mod tyfus kommer på tale ved dårlige hygiejniske forhold. Vaccination mod rabies anbefales ved tæt kontakt til lokale dyr. Rejsende på familiebesøg i hjemland anbefales, uanset rejselængde, som minimum dækning for difteri-stivkrampe, hepatitis A og B samt tyfus.
Andre vaccinationer
Man kan blive vaccineret mod denguefeber og chikungunyafeber, der er myggeoverførte virussygdomme som findes i Uganda. Vaccination mod denguefeber anbefales primært til rejsende, der tidligere har været smittet med denguefeber. Vaccination mod chikungunyafeber kan overvejes ved udbrud af sygdommen. Vaccination mod kolera kan komme på tale ved udbrud eller som delvis beskyttelse mod rejsediarré. Endelig kan vaccination mod tuberkulose overvejes til børn ved især familiebesøg – bemærk at denne vaccine ikke tilbydes i klinikken.
Gul feber certifikat
Gul feber og indrejsekrav
Risiko i Uganda
Der findes gul feber i hele Uganda og vaccination mod gul feber er et krav for alle rejsende over 1 år.
Krav om bevis
Der er krav om vaccination mod gul feber for alle rejsende over 1 år.
Malaria Uganda
Er der malaria i Uganda?
Områder med risiko for malaria
Der er risiko for malaria hele året i hele landet – også i de store byer Fort Portal, Jinja, Kampala, Mbale og Kigezi. Se kort over malariaområder i Uganda her.
Forebyggelse af malaria
Rejsende til Uganda bør tage forebyggende piller mod malaria. Man bør derudover altid beskytte sig godt mod myggestik med langærmet tøj, myggespray med DEET eller icaridin samt sove under imprægneret myggenet. Har man feber under eller efter ophold i malariaområde, skal man søge læge.
Aktuelle sygdomsudbrud og sundhedsadvarsler
Advarsler og udbrud i Uganda

Ebola i Uganda
WHO erklærede ebolaudbruddet med Bundibugyo-virus for afsluttet 28. juli 2026 – 20 bekræftede tilfælde og 2 dødsfald.
Marburg i Uganda
Den 30. juni 2026 blev et bekræftet tilfælde af Marburg-sygdom rapporteret i Western Region (Kyegegwa). Smitten sker ved direkte kontakt med blod og kropsvæsker, ikke via luften.
Anbefalinger for Marburg
Risikoen for almindelige rejsende er lav. Undgå kontakt med syge og afdøde samt kropsvæsker. God håndhygiejne. Der findes ingen rejsevaccine mod Marburg.
Mpox i Uganda
Der er et pågående udbrud af mpox clade I. Mpox – tidligere kaldet abekopper – er en virusinfektion, der primært smitter ved tæt fysisk kontakt, især hud-mod-hud og seksuel kontakt.
Anbefalinger for mpox
Risikoen for almindelige turister er generelt lav. Undgå tæt fysisk kontakt, inklusiv seksuel kontakt, med personer, der har udslæt eller symptomer. Vaccination mod mpox tilbydes i Danmark til specifikke risikogrupper via de infektionsmedicinske afdelinger.
Rejseråd og andre risici
Andre risici og råd til rejsen
Forhold at være opmærksom på i Uganda
Herunder kan du læse om andre forhold, det er værd at være opmærksom på ved rejse til Uganda.
Vand og mad
Drik ikke hanevand. Brug kun flaskevand med ubrudt forsegling eller kogt vand, og undgå isterninger, medmindre de er fremstillet af rent vand. Spis kun nyligt gennemstegt eller kogt mad, og vær påpasselig med rå salater og anden utilberedt mad.
Myg
Myg kan overføre sygdomme, også om dagen. Brug myggespray med DEET eller icaridin, vælg langt tøj, og sov under imprægneret myggenet.
Andre sygdomme
Undgå badning, svømning og vadning i ferskvand – der er risiko for schistosomiasis (sneglefeber, bilharzia). Der er risiko for zikavirus – gravide bør udskyde ikke-nødvendige rejser. Rabies forekommer hos husdyr. Hold afstand til hunde og andre pattedyr, også til flagermus. Søg læge ved bid eller krads, også selvom såret ser trivielt ud. I bjerge over ca. 2.500 m kan der opstå højdesyge. Gå ikke videre, hvis du får hovedpine, kvalme eller udtalt træthed. Gå ned, hvis det bliver værre.
Klima og vejr
Regntiderne er typisk marts–maj og oktober–november. Kraftig regn kan give oversvømmelser og jordskred, især i øst og vest. Der kan forekomme jordskælv. Følg lokale anvisninger.
Trafik og ulykker
Færdselsulykker er hyppige, både i byerne og på landevejene. Veje og køretøjer er ofte i dårlig stand. Undgå kørsel uden for de større byer, når det er mørkt. Brug kun autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester.
Sikkerhed
Der er risiko for gadekriminalitet og overfald, også tyveri fra knallert. Hold dig fra demonstrationer. Der er risiko for terror, også på steder med udlændinge. Narkotika er strengt forbudt. Homoseksuelle forhold er ulovlige.
Forsikring og rejseapotek
Tegn en dækkende rejseforsikring før afrejse, inklusive evakuering. Sygehusvæsenet er begrænset, især uden for Kampala og ved mange turiststeder. Alvorlig sygdom kan kræve flyevakuering. Medbring eget rejseapotek samt fast medicin i original emballage.
Danskerlisten og telefonnumre
Vi anbefaler, at man orienterer sig i Udenrigsministeriets rejsevejledning for Uganda og tilmelder sig Danskerlisten. Udenrigsministeriet anbefaler at være ekstra forsigtig i hele Uganda. Danmark har ambassade i Kampala. Lokalt alarmnummer: 999 (ambulance, brand og politi).
FAQ
Spørgsmål og svar
Hyppige spørgsmål
Herunder finder du hyppigt stillede spørgsmål og svar. Du er altid velkommen til at booke tid online, se vores priser eller kontakte os.
Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
