Vaccination mod meningitis ACWY

Meningitis ACWY

Meningokoksygdom er en alvorlig infektion, som kan give hjernehindebetændelse, også kaldet meningitis. Der findes forskellige typer meningokok-bakterier. Her på siden beskrives vaccination mod typerne A, C, W og Y, der gives som én vaccine. Det er denne som er relevant ved flere rejser i Afrika og påkrævet ved pilgrimsrejse til Mekka. Man kan også blive vaccineret mod meningitis B som er en anden type meningokokbakterie.

Vaccination mod meningitis - meningokokker illustreret i flot lilla farve.

Meningitis og Meningitisvaccine

Spørgsmål og svar

Nedenfor hyppige spørgsmål og svar til meningitis og vaccination mod meningitis ACWY. Du kan se mere om andre vacciner her samt se anbefalinger for rejsemål her.

Om sygdommen

Meningokoksygdom skyldes bakterien Neisseria meningitidis. Bakterien kan leve i næse og svælg uden at give sygdom, men i visse tilfælde trænger den ind i blodet eller hjernehinderne, hvor den kan give invasiv sygdom med hurtig forværring. Der findes forskellige typer af meningokokbakterien.

Sygdommen kan forekomme i hele verden, men de fire typer A, C, W og Y er særlig kendt for epidemier i det såkaldte meningitisbælte i Afrika syd for Sahara. Desuden er vaccination mod disse typer påkrævet ved pilgrimsrejser til Mekka. I Danmark ses 20-40 tilfælde af meningokoksygdom årligt, hvoraf cirka halvdelen skyldes type B, efterfulgt af type Y.

Smitten sker gennem dråber fra næse og svælg ved tæt kontakt med en smittet person eller rask smittebærer. Langvarig tæt kontakt øger risikoen for smitte. 

Sygdommen kan udvikle sig hurtigt. Symptomer på meningitis kan være høj feber, kraftig hovedpine, nakkestivhed, overfølsomhed for lys, kvalme og påvirket bevidsthed. Ved blodforgiftning kan der ses feber, hudblødninger og lavt blodtryk. Hurtig behandling er vigtig, da sygdommen meget hurtigt kan forværres. 

Meningokoksygdom kræver akut behandling på hospital med antibiotika og understøttende pleje. Tidlig behandling er afgørende for at mindske risiko for komplikationer og dødelighed. 

Man kan blive vaccineret mod type A, C, W og Y, som beskrevet her på siden. Man kan også blive vaccineret mod meningokok type B.

Om vaccinen

Der findes flere vacciner mod typerne A, C, W og Y. Vaccinerne består af polysakkarid fra meningokokbakterien, som er koblet (konjugatvaccine) til et bærerprotein for at give et stærkere og mere langvarigt immunrespons.

Vaccination kan overvejes ved mulig eksponering for meningokoksygdom. I flere europæiske lande er vaccinen en del af børnevaccinationsprogrammet, dog ikke i Danmark. Vaccination kan være relevant ved rejse til områder med øget forekomst, især meningitisbæltet i Afrika eller ved pilgrimsrejse til Mekka. Vaccination er et krav for at opnå visum til Saudi-Arabien ved både den store pilgrimsrejse, Hajj, og den lille pilgrimsrejse, Umrah. Alle pilgrimsrejsende skal være vaccineret mod type A, C, W, og Y senest 10 dage før indrejse, og vaccinen skal være givet inden for 5 år. Vi udfylder internationalt vaccinationsbevis i klinikken.

Vaccinerne kan gives fra forskellige aldre, men tidligst fra 6 uger og opefter. Hos børn over 1 år og voksne gives typisk én dosis. Hos spædbørn kan flere doser være nødvendige afhængigt af alder ved start. Ved fortsat risiko kan revaccination være relevant efter en årrække, afhængigt af alder og risikoprofil.

Vaccinen bør ikke gives til personer med kendt alvorlig allergi over for indholdsstoffer eller tidligere alvorlig reaktion på samme vaccine. Ved akut sygdom med feber udskydes vaccination normalt. Vaccinen kan anvendes under graviditet og amning ved reel risiko for smitte og efter individuel vurdering.

Vaccinen giver beskyttelse mod typerne A, C, W og Y. Vaccinen holder mindst 5 år og for nogle af typerne længere. Ved pilgrimsrejser til Mekka skal vaccinen være givet indenfor 5 år.

De mest almindelige bivirkninger er ømhed, rødme eller hævelse ved injektionsstedet samt eventuel kortvarig feber og utilpashed. Alvorlige reaktioner er meget sjældne.

Book tid online

Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.

Siden er sidst fagligt gennemgået april 2026 af læge, ph.d. Mathias Kirstein Ibsen