Vaccination ved studieophold i udland
High-school i udland
Der kan være krav om vaccinationer ved ophold i udlandet i forbindelse med studie eller arbejde, f.eks. high-school eller universitet i USA, Canada, Australien eller New Zealand. Kravene varierer alt efter sted. Her på siden kan du læse mere om hvilke krav der typisk kommer på tale. Vi er generelt lagerførende på relevante vacciner (fraset børnevacciner) med mindre andet fremgår af vores prisliste og vi er vant til at vaccinere forud for studieophold. Vi anbefaler en tid i god tid, helst senest 5-6 uger inden afrejse, eller helt op til 6-7 måneder før, hvis man vil nå et helt hepatitis B vaccinationsforløb. Book tid online eller kontakt os.

Hvilke krav er der til vaccination ved high-school i udland?
Vaccinationskrav ved studieophold i udland
Børnevacciner, hepatitis og skoldkopper
Ofte kræves det, at man er dækket med de typiske børnevacciner i det danske børnevaccinationsprogram. I mange lande vaccinerer man også mod hepatitis B i børnevaccinationsprogrammet og der kan derfor være krav om vaccination, ligesom enkelte steder kan have krav om vaccination mod hepatitis A. Hepatitis B smitter ved seksuel kontakt eller via blod, mens hepatitis A smitter igennem fødevarer og vand, der er forurenet med virus. De fleste i Danmark har haft skoldkopper som barn. Har man ikke dokumentation for overstået sygdom eller immunitet kan der være krav om vaccination mod skoldkopper. Skoldkopper kan forløbe mere alvorligt, hvis man får sygdommen i voksenalderen.
Meningitis, kighoste og test for tuberkulose
Meningitis er en sjælden, men meget alvorlig sygdom, og der kan opstå små udbrud, hvor unge mennesker lever tæt sammen. Der findes flere typer af meningokokbakterien og kravene kan omfatte vaccination mod meningitis ACWY, vaccination mod meningitis B eller begge. Vaccination mod kighoste indgår i de danske børnevacciner, men beskyttelsen aftager over 5-10 år og der kan være krav om en booster-vaccination. Kighoste kan give langvarig hoste, hvis man får infektionen i voksenalderen, ligesom der kan være risiko for videresmitte til ikke-vaccinerede spædbørn, hvor kighoste er mere alvorligt. Endelig kan der være krav om Mantoux-test for tuberkulose ved studieophold i udlandet.
Børnevacciner
Man bør have fuldført vaccinationsforløbet i det danske børnevaccinationsprogram. Dette gøres bedst hos egen læge, som normalt håndterer dette.
Læs mere
Hepatitis B
Det normale vaccinationsforløb består af to doser med 1 måned imellem og en tredje dosis efter 6 måneder, hvorefter man er langtidsbeskyttet.
Læs mere
Skoldkopper
Der gives to doser med mindst 1 måned imellem, hvorefter beskyttelsen er langvarig. Vaccinen er levende og må ikke gives til gravide eller hvis man har nedsat immunforsvar.
Læs mere
Meningitis
Vaccinen mod meningitis ACWY gives én gang og holder i 5 år. Vaccinen mod meningitis B gives to gange med 1 måned imellem – varigheden af beskyttelsen er ukendt.
Læs mere
Kighoste
Man giver i reglen blot en booster-vaccine i kombination med difteri og stivkrampe (Tdap), da de fleste er vaccinerede som børn. Beskyttelsen for kighoste aftager over 5-10 år.
Læs mere
Test for tuberkulose
Hudtest for tuberkulose (Mantoux, tuberkulin-test) anlægges på underarmen og aflæses efter 3 døgn, dvs. så tæt på 72 timer efter anlæggelse som muligt, og ikke senere. Husk derfor også at booke tid til dette.
Læs mere
Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
