Vaccination mod kolera

Kolera

Kolera er en akut diarrésygdom forårsaget af en bakterie. I de alvorlige tilfælde kan den give pludselig, massiv vandig diarré og hurtigt væske- og salttab, som kan være livstruende uden behandling. Kolera kan forebygges med god vand- og fødevarehygiejne, og i nogle situationer kan en drikkevaccine overvejes. 

Vaccination mod kolera. Kolerabakterien flot fremstillet i orangerød på mikroskopiillustration.

Kolera og koleravaccine

Spørgsmål og svar

Nedenfor hyppige spørgsmål og svar til kolera og vaccination mod kolera. Du kan se mere om andre vacciner her samt se anbefalinger for rejsemål her.

Om sygdommen

Kolera forårsages af bakterien Vibrio cholerae og giver akut, meget vandig diarré, der kan medføre et stort tab af både væske og salt fra kroppen. Grundet det store tab af væske og salt kan sygdommen være dødelig, men hvis den behandles korrekt er dødeligheden på under 1%. Der findes forskellige serogrupper af kolera, men kun typerne O1 og O139 har forårsaget smitteudbrud hvor mange er blevet syge. 

Kolera smitter ved indtagelse af mad eller vand, som er forurenet med kolerabakterier. Vandet er typisk forurenet med afføring fra mennesker enten direkte eller indirekte. Der ses også smitte ved indtag af fødevarer som er håndteret under dårlige hygiejniske standarder. Smitte mellem mennesker er sjældent. Bakterien kan overleve længe i vand og i mad uden for køleskab. 

Kolera forekommer primært i lavindkomstlande i Asien, Afrika og Latinamerika med dårlig adgang til rent drikkevand og ses nu sjældent i den vestlige del af verden. 

Infektionen kan være mild eller uden symptomer. Ved alvorlige tilfælde af kolera vil der opstå akut, vandig diarré. Der udvikles ikke feber eller mavesmerter. Det er det store væsketab og salttab, der medfører massiv dehydrering og komplikationer, der i sidste ende kan være fatale. Med korrekt behandling vil dødeligheden af kolera dog være under 1%. 

Den vigtigste del af behandling af kolera er væskebehandling og tilførslen af salte. Nogle patienter får også antibiotika, der kan nedsætte varigheden af sygdommen. 

Man bør sørge for rent drikkevand og sikker fødevarehygiejne, herunder god håndhygiejne ved måltider. I nogle situationer kan koleravaccination indgå som en del af forebyggelsen. Vaccinen er oral og er drikkevaccine.

Om vaccinen

Der findes en drikkevaccine mod kolera, der kan nedsætte risikoen for kolera med omkring 80% i 2 år. Vaccinen nedsætter også risikoen for bakterien ETEC, som er den hyppigste årsag til rejsediarré, med omkring 60% i 3 måneder efter vaccination. 

Vaccinen kan anvendes til voksne og børn fra 2 år, der er i risiko for kolera på deres rejse, særligt ved udbrud eller risiko herfor, f.eks. ved katastrofer. Vaccinen kan overvejes ved ønske om nedsat risiko for rejsediarré, især hos personer som er følsomme for rejsediarré, herunder folk med kroniske tarmsygdomme.

Vaccinen består af noget pulver som blandes op i et lille glas vand. Grundvaccination hos voksne og børn fra 6 år er 2 doser. Grundvaccination hos børn fra 2 til og med 5 år er 3 doser. Doserne gives med intervaller på mindst 1 uge. Mad og drikke bør undgås i 1 time før og 1 time efter vaccination. Hvis der er gået mere end 2 år siden sidste vaccination (og mere end 6 måneder for børn i alderen 2 til 6 år) bør grundprogrammet gentages.

Vaccinen bør ikke gives ved tidligere alvorlig allergisk reaktion på vaccinen, allergi over for et eller flere indholdsstoffer eller akut mave-tarm-sygdom. Ved akut sygdom med feber bør vaccinationen udskydes. Vaccinen kan gives til gravide og ammende efter vurdering af potentielle risici og fordele. 

Da doserne gives med mindst 1 uges interval, er det en god idé at starte i god tid, så du kan nå hele grundvaccinationen inden afrejse. Ideelt set tages vaccinen mindst 3 uger før afrejse.

Bivirkningerne er i reglen meget milde. Der kan forekomme lette gener fra mave-tarm-systemet som diarré, oppustethed og kvalme. Alvorlige bivirkninger er meget sjældne.

Book tid online

Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.

Siden er sidst fagligt gennemgået april 2026 af læge, ph.d. Mathias Kirstein Ibsen