Vaccinationer Paraguay
Paraguay
Vacciner til Paraguay
Hvilke vacciner anbefales til Paraguay?
Vaccination efter rejselængde og risiko
I oversigten nedenfor kan du se vejledende anbefalinger for vaccination til Paraguay. På vores øvrige sider kan du læse mere om de enkelte vacciner eller finde anbefalinger for andre rejsemål i Syd- og Mellemamerika. Vi anbefaler om muligt en tid senest 5-6 uger før afrejse for størst fleksibilitet, men kan det ikke nås, så bestil blot en tid snarest muligt. Du kan booke tid her.
Alle rejsende
Nogle rejsende
Særlige forhold
Særlig risiko
Risikoforhold og vacciner
Vaccination til Paraguay
Man bør altid sikre sig dækning for difteri-stivkrampe, hepatitis A og gul feber (ved rejser udelukkende til Asunción er risikoen for gul feber mindre). Ved længere rejser, mulig seksuel kontakt med lokale eller mulig kontakt med blod anbefales også vaccination mod hepatitis B. Vaccination mod tyfus kommer på tale ved dårlige hygiejniske forhold. Vaccination mod rabies anbefales ved tæt kontakt til lokale dyr. Rejsende på familiebesøg i hjemland anbefales, uanset rejselængde, som minimum dækning for difteri-stivkrampe, hepatitis A og B, tyfus samt for de fleste gul feber.
Andre vaccinationer
Man kan blive vaccineret mod denguefeber og chikungunyafeber, der er myggeoverførte virussygdomme som findes i Paraguay. Vaccination mod denguefeber anbefales primært til rejsende, der tidligere har været smittet med denguefeber. Vaccination mod chikungunyafeber kan overvejes ved udbrud af sygdommen. Vaccination mod kolera kan komme på tale ved udbrud eller som delvis beskyttelse mod rejsediarré. Endelig kan vaccination mod tuberkulose overvejes til børn ved især familiebesøg – bemærk at denne vaccine ikke tilbydes i klinikken.
Gul feber certifikat
Gul feber og indrejsekrav
Risiko i Paraguay
Gul feber er udbredt i Paraguay og vaccination anbefales derfor generelt til alle rejsende over 9-måneders-alderen, fraset ved rejser udelukkende til byen Asunción. Ved rejse til Asunción kan vaccination stadig komme på tale ved f.eks. langvarig rejse, intens udsættelse for myg eller dårlig mulighed for at beskytte sig mod myg. Se områder med gul feber i Paraguay her.
Krav om bevis
Der er krav om vaccination mod gul feber og certifikat for alle rejsende over 12 måneder, der ankommer fra et af følgende lande: Brasilien, Bolivia, Peru eller Venezuela. Dette gælder også rejsende, som har været i transit i mere end 24 timer i et af disse lande.
Malaria Paraguay
Er der malaria i Paraguay?
Områder med risiko for malaria
Der er ikke risiko for malaria i Paraguay. Paraguay er blevet certificeret malariafrit af WHO i 2018.
Forebyggelse af malaria
Der er ikke risiko for malaria i Paraguay, men man bør beskytte sig godt mod myggestik, da der kan forekomme andre myggeoverførte sygdomme som denguefeber og chikungunyafeber.
Aktuelle sygdomsudbrud og sundhedsadvarsler
Advarsler og udbrud i Paraguay

Dengue i Paraguay
Per 25. januar 2026 er der registreret 2.412 formodede tilfælde af denguefeber i 2026, heraf 16 bekræftede.
Anbefalinger
Særlig opmærksomhed på myggestikprofylakse hele døgnet. Overvej vaccination mod dengue, især ved længere ophold, højrisikoområder eller tidligere dengue.
Rejseråd og andre risici
Andre risici og råd til rejsen
Forhold at være opmærksom på i Paraguay
Herunder kan du læse om andre forhold, det er værd at være opmærksom på ved rejse til Paraguay.
Vand og mad
Drik ikke hanevand. Brug kun flaskevand med ubrudt forsegling eller kogt vand, og undgå isterninger, medmindre de er fremstillet af rent vand. Spis kun nyligt gennemstegt eller kogt mad, og vær påpasselig med rå salater og anden utilberedt mad.
Myg
Myg kan overføre sygdomme, også om dagen. Brug myggespray med DEET eller icaridin, og vælg langt tøj.
Andre sygdomme
Der er risiko for zikavirus – gravide bør udskyde ikke-nødvendige rejser. Undgå kontakt med herreløse dyr, især hunde. Søg læge ved bid eller krads, også selvom såret ser trivielt ud.
Klima og vejr
Somrene kan være meget varme. Kraftig regn kan give oversvømmelser. Følg lokale anvisninger.
Trafik og ulykker
Der er højrekørsel. Veje uden for Asunción er ofte i dårlig stand. Der køres risikabelt. Undgå kørsel i mørke uden for byerne. Brug kun autoriserede taxaer.
Sikkerhed
Der er lommetyveri og røveri, især i Asunción og ved grænsebyer. Undgå at færdes alene efter mørkets frembrud. Hold dig fra demonstrationer. Narkotika er strengt forbudt og straffes hårdt.
Forsikring og rejseapotek
Tegn en rejseforsikring med evakueringsdækning. Lægehjælp er begrænset uden for Asunción. Medbring eget rejseapotek samt fast medicin i original emballage.
Danskerlisten og telefonnumre
Udenrigsministeriet har i øjeblikket ikke en rejsevejledning for Paraguay. Vi anbefaler, at du tilmelder dig Danskerlisten. Den dækkende danske ambassade er i Brasilia. Gem de lokale alarmnumre: ambulance 141, brand 132, politi 911.
FAQ
Spørgsmål og svar
Hyppige spørgsmål
Herunder finder du hyppigt stillede spørgsmål og svar. Du er altid velkommen til at booke tid online, se vores priser eller kontakte os.
Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
