Vaccinationer Mexico
Mexico
Vacciner til Mexico
Hvilke vacciner anbefales til Mexico?
Vaccination efter rejselængde og risiko
I oversigten nedenfor kan du se vejledende anbefalinger for vaccination til Mexico. På vores øvrige sider kan du læse mere om de enkelte vacciner eller finde anbefalinger for andre rejsemål i Syd- og Mellemamerika. Vi anbefaler om muligt en tid senest 5-6 uger før afrejse for størst fleksibilitet, men kan det ikke nås, så bestil blot en tid snarest muligt. Du kan booke tid her.
Alle rejsende
Nogle rejsende
Særlige forhold
Særlig risiko
Risikoforhold og vacciner
Vaccination til Mexico
Man bør altid sikre sig dækning for difteri-stivkrampe og hepatitis A. Ved længere rejser, mulig seksuel kontakt med lokale eller mulig kontakt med blod anbefales også vaccination mod hepatitis B. Vaccination mod tyfus kommer på tale ved dårlige hygiejniske forhold. Vaccination mod rabies anbefales ved tæt kontakt til lokale dyr. Rejsende på familiebesøg i hjemland anbefales, uanset rejselængde, som minimum dækning for difteri-stivkrampe, hepatitis A og B samt tyfus.
Andre vaccinationer
Man kan blive vaccineret mod denguefeber og chikungunyafeber, der er myggeoverførte virussygdomme som forekommer i Mexico. Vaccination mod denguefeber anbefales primært til rejsende, der tidligere har været smittet med denguefeber. Vaccination mod chikungunyafeber kan overvejes ved udbrud af sygdommen. Vaccination mod kolera kan komme på tale ved udbrud eller som delvis beskyttelse mod rejsediarré. Endelig kan vaccination mod tuberkulose overvejes til børn ved især familiebesøg – bemærk at denne vaccine ikke tilbydes i klinikken.
Gul feber certifikat
Gul feber og indrejsekrav
Ingen risiko i Mexico
Der findes ikke gul feber i Mexico.
Ikke krav om bevis
Der er ikke krav om vaccination mod gul feber og certifikat.
Malaria Mexico
Er der malaria i Mexico?
Områder med risiko for malaria
I Mexico kan der være en mindre risiko for malaria i nogle landområder beliggende i staterne Campeche, Chiapas, Chihuahua, og Sinaloa. Se kort over malariaområder i Mexico her.
Forebyggelse af malaria
Malaria er en myggeoverført parasitsygdom, som man ikke kan vaccinere imod. Ved rejse til Mexico bør man beskytte sig godt mod myggestik med langærmet tøj, myggespray med DEET eller icaridin og sove under et imprægneret myggenet. Det anbefales ikke at tage forebyggende malariapiller. Har man feber under eller efter ophold i et malariaområde, skal man søge læge.
Aktuelle sygdomsudbrud og sundhedsadvarsler
Advarsler og udbrud i Mexico

Mæslinger i Mexico
Per 8. august 2026 er der registreret 12.479 bekræftede tilfælde af mæslinger i 2026, heraf 18 dødsfald. Flest tilfælde er i Jalisco, Mexico City og Chiapas.
Anbefalinger for mæslinger
De fleste – men ikke alle – i Danmark er vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen som barn. Ved manglende immunitet anbefaler vi at få en MFR-vaccine inden afrejse, helst mindst 14 dage inden afrejse og ellers så snart som muligt. Hos børn, der endnu ikke er vaccineret i børnevaccinationsprogrammet, kan vaccinen efter lægelig vurdering gives fra 9-måneders-alderen – i særlige tilfælde fra 6 måneder. Barnet skal i de tilfælde stadig vaccineres som normalt i programmet, dvs. ved 15 måneder og 4 år.
Cyclosporiasis i Mexico
Mellem 30. april og 15. juli 2026 er der registreret 67 tilfælde af cyclosporiasis hos rejsende i Storbritannien. Af 51 med rejseoplysninger havde 48 været i Mexico, især Riviera Maya og Cancún. Cyclosporiasis er en infektion med en tarmparasit. Smitten sker via forurenet mad – typisk frugt og grønt.
Anbefalinger for cyclosporiasis
Vær omhyggelig med madhygiejne. Vask eller skræl frugt og grønt. Søg læge ved vedvarende diarré.
Rejseråd og andre risici
Andre risici og råd til rejsen
Forhold at være opmærksom på i Mexico
Herunder kan du læse om andre forhold, det er værd at være opmærksom på ved rejse til Mexico.
Vand og mad
Drik ikke hanevand. Brug kun flaskevand med ubrudt forsegling eller kogt vand, og undgå isterninger, medmindre de er fremstillet af rent vand. Spis kun nyligt gennemstegt eller kogt mad, og vær påpasselig med rå salater og anden utilberedt mad.
Myg
Myg kan overføre sygdomme, også om dagen. Brug myggespray med DEET eller icaridin, vælg langt tøj, og sov under imprægneret myggenet.
Andre sygdomme
Der er risiko for zikavirus – gravide bør udskyde ikke-nødvendige rejser. Undgå kontakt med herreløse dyr, især hunde. Søg læge ved bid eller krads, også selvom såret ser trivielt ud. I bjerge over ca. 2.500 m kan der opstå højdesyge.
Klima og vejr
Fra juni til november kan tropiske storme og orkaner ramme østkysten, herunder Yucatán. Der kan komme tropiske storme og orkaner på vestkysten. Der er risiko for jordskælv og vulkanudbrud i det meste af landet. Følg lokale anvisninger.
Trafik og ulykker
Der er højrekørsel. Færdselsulykker er hyppige, især på motorveje og i bjergområder. Undgå kørsel uden for de større byer, når det er mørkt. Kør med låste døre og oprullede vinduer. Brug kun autoriserede taxaer fra officielle holdepladser, hotel eller velkendt kørselstjeneste. Tag ikke imod lift.
Sikkerhed
Der er tyveri, røveri og risiko for kidnapning, også af turister. Hold dig fra demonstrationer. I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og holde dem under opsyn. Det er forbudt at drikke alkohol på offentlige steder. Rygning er forbudt på mange offentlige steder, herunder visse strande. Narkotika straffes hårdt.
Forsikring og rejseapotek
Tegn en rejseforsikring, der dækker dine behov. Offentlige hospitaler er svingende, især uden for de store byer. Der findes gode privathospitaler i de fleste større byer. Akut læge- og ambulancehjælp kan være begrænset. Medbring eget rejseapotek samt fast medicin i original emballage.
Danskerlisten og telefonnumre
Udenrigsministeriet anbefaler at være ekstra forsigtig i hele Mexico. Vi anbefaler, at du orienterer dig i Udenrigsministeriets rejsevejledning for Mexico og tilmelder dig Danskerlisten. Danmark har ambassade i Mexico City. Gem de lokale alarmnumre: 911 (ambulance, brand og politi). Turistpoliti i Mexico City: +52 55 5207 4155.
FAQ
Spørgsmål og svar
Hyppige spørgsmål
Herunder finder du hyppigt stillede spørgsmål og svar. Du er altid velkommen til at booke tid online, se vores priser eller kontakte os.
Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
