Vaccinationer Thailand
Thailand
Vacciner til Thailand
Hvilke vacciner anbefales til Thailand?
Vaccination efter rejselængde og risiko
I oversigten nedenfor kan du se vejledende anbefalinger for vaccination til Thailand. På vores øvrige sider kan du læse mere om de enkelte vacciner eller finde anbefalinger for andre rejsemål i Asien. Vi anbefaler om muligt en tid senest 5-6 uger før afrejse for størst fleksibilitet, men kan det ikke nås, så bestil blot en tid snarest muligt. Du kan booke tid her.
Alle rejsende
Nogle rejsende
Særlige forhold
Særlig risiko
Risikoforhold og vacciner
Vaccination til Thailand
Man bør altid sikre sig dækning for difteri-stivkrampe og hepatitis A. Ved længere rejser, mulig seksuel kontakt med lokale eller mulig kontakt med blod anbefales også vaccination mod hepatitis B. Vaccination mod tyfus kommer på tale ved dårlige hygiejniske forhold. Den myggeoverførte sygdom japansk hjernebetændelse findes i landområder fra maj til og med oktober, og vaccination bør overvejes her. Vaccination mod rabies anbefales ved tæt kontakt til lokale dyr. Rejsende på familiebesøg i hjemland anbefales, uanset rejselængde, som minimum dækning for difteri-stivkrampe, hepatitis A og B samt tyfus.
Andre vaccinationer
Man kan blive vaccineret mod denguefeber og chikungunyafeber, der er myggeoverførte virussygdomme som forekommer i Thailand. Vaccination mod denguefeber anbefales primært til rejsende, der tidligere har været smittet med denguefeber. Vaccination mod chikungunyafeber kan overvejes ved udbrud af sygdommen. Vaccination mod kolera kan komme på tale ved udbrud eller som delvis beskyttelse mod rejsediarré. Endelig kan vaccination mod tuberkulose overvejes til børn ved især familiebesøg – bemærk at denne vaccine ikke tilbydes i klinikken.
Gul feber certifikat
Gul feber og indrejsekrav
Ingen risiko i Thailand
Der findes ikke gul feber i Thailand, men Aedes-myggene, som også overfører dengue og chikungunya, kan i teorien overføre virus fra en smittet person, der har været i et risikoområde. Gul feber findes primært i Afrika og Sydamerika.
Krav om bevis
Der er krav om vaccination mod gul feber og certifikat for alle rejsende over 9 måneder, der ankommer fra lande med risiko for gul feber. Dette inkluderer også rejsende, som har været i transit over 12 timer i et sådant land. Vaccination anbefales ikke ved direkte rejser til Thailand fra Europa.
Malaria Thailand
Er der malaria i Thailand?
Områder med risiko for malaria
I Thailand er risikoen for malaria høj i den vestlige del af landet ved grænsen mod Myanmar samt i den østlige del af landet mod den nordlige del af Cambodja og den sydlige del af Laos. Der er lav risiko for malaria hele året i landområder, særligt i skov- og bakkeområder. Der er normalt meget lav eller ingen risiko i de store byer og i de store turistområder som Bangkok, Chiang Mai, Pattaya, Phuket og Koh Samui. Se kort over malariaområder i Thailand her.
Forebyggelse af malaria
Malaria er en myggeoverført parasitsygdom, som man ikke kan vaccinere imod. Myggene stikker især fra skumring til daggry. Man kan tage forebyggende malariapiller, men til de fleste turistrejser til Thailand er det ikke nødvendigt. Man bør altid beskytte sig godt mod myggestik med langærmet tøj, myggespray med DEET eller icaridin og sove under et imprægneret myggenet. Ved rejse til risikoområder bør man tage forebyggende piller mod malaria eller medbringe en nødbehandlingskur. Har man feber under eller efter ophold i et malariaområde, skal man søge læge. Vi rådgiver gerne nærmere og hvis det er nødvendigt, kan vi i klinikken skrive recept på forebyggende malariapiller eller en nødbehandlingskur.
Aktuelle sygdomsudbrud og sundhedsadvarsler
Advarsler og udbrud i Thailand

Flere tilfælde af mpox
Per 24. juli 2026 er der registreret 88 bekræftede tilfælde af mpox clade Ib i Thailand ud af i alt 139 mpox-tilfælde i 2026 med 2 dødsfald. Mpox – tidligere kaldet abekopper – er en virusinfektion, der primært smitter ved tæt fysisk kontakt, især hud-mod-hud og seksuel kontakt. Symptomerne er typisk feber, hævede lymfekirtler og et karakteristisk udslæt med blærer/pustler.
Anbefalinger
Risikoen for almindelige turister er generelt lav. Undgå tæt fysisk kontakt, inklusiv seksuel kontakt, med personer, der har udslæt eller symptomer. Vaccination mod mpox tilbydes i Danmark til specifikke risikogrupper via de infektionsmedicinske afdelinger.
Rejseråd og andre risici
Andre risici og råd til rejsen
Forhold at være opmærksom på i Thailand
Herunder kan du læse om andre forhold, det er værd at være opmærksom på ved rejse til Thailand.
Mad, vand og alkohol
Drik aldrig hanevand i Thailand. Brug kun flaskevand med ubrudt forsegling eller kogt vand, og undgå isterninger, medmindre de er fremstillet af rent vand. Spis kun nyligt gennemstegt eller kogt mad, og vær påpasselig med rå salater, utilberedt mad og skaldyr. Vær opmærksom ved indtag af alkohol – der har været tilfælde af livsfarlig methanolforgiftning (træsprit) i billige cocktails, buckets og uofficiel spiritus på festdestinationer og barer. Drik kun velkendte mærker, og undgå uofficielle udskænkningssteder.
Myg
Myg kan overføre sygdomme, også om dagen. Brug myggespray med DEET eller icaridin, vælg langt tøj, og sov under imprægneret myggenet.
Andre sygdomme
Undgå at bade, svømme eller vade i stillevand, søer og rismarker pga. risiko for infektioner som leptospirose. Undgå direkte kontakt med herreløse dyr, især gadehunde og aber ved templer og strande, pga. risiko for rabies. Der er risiko for zikavirus – gravide bør udskyde ikke-nødvendige rejser. Læs mere på vores side om gravide.
Klima og vejr
Solen er meget stærk, så brug høj solfaktor og søg skygge midt på dagen. Thailand har regntid (monsun) fra maj til oktober i det meste af landet, mens sydøstkysten og øerne i Thailandbugten, f.eks. Koh Samui, primært har regntid fra oktober til december. Kraftige skybrud kan medføre lokale oversvømmelser og vanskeliggøre fremkommeligheden.
Trafik og ulykker
Trafikken i Thailand er intens, der køres i venstre side, og færdselsulykker sker ekstremt hyppigt. Ved transport på knallert eller scooter er der høj risiko – benyt altid godkendt hjelm, kør forsigtigt og undgå natkørsel. Vær påpasselig ved badning i havet, særligt i regntiden, hvor der kan være stærk understrøm, og hold øje med advarselsflag samt risiko for giftige brandmænd (kubemaneter) på visse øer.
Sikkerhed
Lommetyveri og tasketyverier forekommer i større byer og på populære turistdestinationer som Bangkok, Phuket og Pattaya. Narkotika er strengt forbudt. Vis altid dyb respekt for kongefamilien. Lèse-majesté er en lov, der kriminaliserer fornærmelse, kritik eller manglende respekt over for kongen, dronningen, arveprinsen eller monarkiet og der straffes yderst hårdt, hvis den brydes. Dæk skuldre og knæ ved besøg i templer og vis respekt over for munkemiljøet og Buddha-figurer. Spørg om lov før du fotograferer lokalbefolkningen.
Forsikring og rejseapotek
Tegn en dækkende rejseforsikring. Thailand har fremragende private hospitaler, men behandling uden forsikring er meget omkostningstung. Medbring eget rejseapotek samt fast medicin i original emballage.
Danskerlisten og telefonnumre
Vi anbefaler at man orienterer sig i Udenrigsministeriets rejsevejledning for Thailand og tilmelder sig Danskerlisten. Danmark har en ambassade i Bangkok. Gem de lokale alarmnumre 1669 (ambulance), 191 (politi) og 1155 (turistpoliti) på mobilen.
FAQ
Spørgsmål og svar
Hyppige spørgsmål
Herunder finder du hyppigt stillede spørgsmål og svar til vaccinationer, børn, gravide, priser og booking. Husk at vi ikke tager ekstra gebyrer. Du er altid velkommen til at booke tid online, se vores priser eller kontakte os.
Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
