Vaccination mod meningitis B

Meningitis B

Meningokoksygdom er en alvorlig infektion, som kan give hjernehindebetændelse, også kaldet meningitis. Der findes forskellige typer meningokok-bakterier. Her på siden beskrives vaccination mod type B. Man kan også blive vaccineret mod meningitis ACWY, som er fire andre typer meningokokbakterier.

Vaccination mod meningitis B - meningokokker fremstår med farve på illustration.

Meningitis og Meningitisvaccine

Spørgsmål og svar

Nedenfor hyppige spørgsmål og svar til meningitis og vaccination mod meningitis B. Du kan se mere om andre vacciner her samt se anbefalinger for rejsemål her.

Om sygdommen

Meningokoksygdom skyldes bakterien Neisseria meningitidis. Bakterien kan leve i næse og svælg uden at give sygdom, men i visse tilfælde trænger den ind i blodet eller hjernehinderne, hvor den kan give invasiv sygdom med hurtig forværring. Der findes forskellige typer af meningokokbakterien.

Meningitis som følge af meningokokker kan forekomme i hele verden og kan skyldes forskellige typer af meningokokbakterien. Sygdommen er sjælden, men alvorlig. I Danmark ses årligt cirka 20-40 tilfælde af alvorlig meningokoksygdom, hvor type B er den hyppigste og udgør knap halvdelen af tilfældene, efterfulgt af type Y, som især ses hos personer over 40 år. Noget lignende gør sig gældende i Europa generelt. De fire typer A, C, W og Y er særlig kendt for epidemier i det såkaldte meningitisbælte i Afrika syd for Sahara, ligesom vaccination mod disse typer er påkrævet ved pilgrimsrejser til Mekka.

Smitten sker gennem dråber fra næse og svælg ved tæt kontakt med en smittet person eller rask smittebærer. Langvarig tæt kontakt øger risikoen for smitte. 

Sygdommen kan udvikle sig hurtigt. Symptomer på meningitis kan være høj feber, kraftig hovedpine, nakkestivhed, overfølsomhed for lys, kvalme og påvirket bevidsthed. Ved blodforgiftning kan der ses feber, hudblødninger og lavt blodtryk. Hurtig behandling er vigtig, da sygdommen meget hurtigt kan forværres. 

Meningokoksygdom kræver akut behandling på hospital med antibiotika og understøttende pleje. Tidlig behandling er afgørende for at mindske risiko for komplikationer og dødelighed. 

Man kan blive vaccineret mod type B, som beskrevet her på siden. Man kan også blive vaccineret mod meningokok type ACWY.

Om vaccinen

Vaccinen mod meningokok type B, er en ikke-levende proteinvaccine.

Vaccination mod meningokok B kan overvejes hos personer med øget risiko for meningokoksygdom type B, herunder særligt børn og unge. I flere europæiske lande er vaccinen en del af børnevaccinationsprogrammet, dog ikke i Danmark. Vaccinen er godkendt til personer fra 2 måneder og opefter. 

Til børn under 2 år gives typisk to doser med 2 måneder imellem hver dosis samt en efterfølgende revaccination. Hos børn ældre end 2 år og voksne gives to doser med mindst 1 måned imellem.

Vaccinen bør ikke gives til personer med kendt alvorlig allergi over for indholdsstoffer eller tidligere alvorlig reaktion på samme vaccine. Ved akut sygdom med feber udskydes vaccination. Gravide og ammende kan vaccineres, hvis der foreligger en konkret risiko og efter individuel vurdering.

Beskyttelsesvarigheden er endnu ikke kendt.

De mest almindelige bivirkninger er lokale reaktioner ved injektionsstedet som rødme, ømhed og hævelse samt eventuelt kortvarig feber og utilpashed, især hos spædbørn og småbørn.

Book tid online

Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.

Siden er sidst fagligt gennemgået april 2026 af læge, ph.d. Mathias Kirstein Ibsen