Vaccinationer Colombia
Colombia
Vacciner til Colombia
Hvilke vacciner anbefales til Colombia?
Vaccination efter rejselængde og risiko
I oversigten nedenfor kan du se vejledende anbefalinger for vaccination til Colombia. På vores øvrige sider kan du læse mere om de enkelte vacciner eller finde anbefalinger for andre rejsemål i Syd- og Mellemamerika. Vi anbefaler om muligt en tid senest 5-6 uger før afrejse for størst fleksibilitet, men kan det ikke nås, så bestil blot en tid snarest muligt. Du kan booke tid her.
Alle rejsende
Nogle rejsende
Særlige forhold
Særlig risiko
Risikoforhold og vacciner
Vaccination til Colombia
Man bør altid sikre sig dækning for difteri-stivkrampe og hepatitis A. Vaccination mod gul feber kommer på tale ved rejse til nogle områder af Colombia. Ved længere rejser, mulig seksuel kontakt med lokale eller mulig kontakt med blod anbefales også vaccination mod hepatitis B. Vaccination mod tyfus kommer på tale ved dårlige hygiejniske forhold. Vaccination mod rabies anbefales ved tæt kontakt til lokale dyr. Rejsende på familiebesøg i hjemland anbefales, uanset rejselængde, som minimum dækning for difteri-stivkrampe, hepatitis A og B samt tyfus.
Andre vaccinationer
Man kan blive vaccineret mod denguefeber og chikungunyafeber, der er myggeoverførte virussygdomme som forekommer i Colombia. Vaccination mod denguefeber anbefales primært til rejsende, der tidligere har været smittet med denguefeber. Vaccination mod chikungunyafeber kan overvejes ved udbrud af sygdommen. Vaccination mod kolera kan komme på tale ved udbrud eller som delvis beskyttelse mod rejsediarré. Endelig kan vaccination mod tuberkulose overvejes til børn ved især familiebesøg – bemærk at denne vaccine ikke tilbydes i klinikken.
Gul feber certifikat
Gul feber og indrejsekrav
Risiko i nogle områder af Colombia
Gul feber er udbredt i Colombia og vaccination anbefales derfor generelt til alle rejsende over 9-måneders-alderen, som opholder sig under 2.300 meter. I byerne Barranquilla, Cali, Cartagena og Medellín er risikoen mindre, men vaccination kan komme på tale ved f.eks. langvarig rejse, intens udsættelse for myg eller dårlig mulighed for at beskytte sig mod myg. Over 2.300 meters højde samt i departementet San Andrés y Providencia og i byen Bogotá er der normalt ingen risiko. Se områder med gul feber i Colombia her.
Krav om bevis
Der har hidtil været krav om vaccination mod gul feber og certifikat for alle rejsende over 12 måneder, der ankommer fra lande med risiko for gul feber. Dette inkluderer også rejsende, som har været i transit over 12 timer i et sådant land. Der gøres opmærksom på at CDC aktuelt angiver et krav for alle rejsende over 1 år. Dette kan skyldes et større udbrud af gul feber i Colombia i 2024 og 2025, hvor kravene til vaccination muligvis blev strammet. Se mere her (TravelHealthPro) og her (CDC).
Malaria Colombia
Er der malaria i Colombia?
Områder med risiko for malaria
I Colombia er der risiko for malaria i jungle- og landområder under 1.600 meters højde. Der er normalt ingen risiko i byerne Bogotá, Cartagena og Medellín. Se kort over malariaområder i Colombia her.
Forebyggelse af malaria
Malaria er en myggeoverført parasitsygdom, som man ikke kan vaccinere imod. Ved rejse til områder i Colombia med høj risiko bør man tage forebyggende piller mod malaria eller medbringe en nødbehandlingskur. Man bør beskytte sig godt mod myggestik med langærmet tøj, myggespray med DEET eller icaridin og sove under et imprægneret myggenet. Har man feber under eller efter ophold i et malariaområde, skal man søge læge. Vi rådgiver gerne nærmere, og hvis det er nødvendigt, kan vi i klinikken skrive recept på forebyggende malariapiller eller en nødbehandlingskur.
Aktuelle sygdomsudbrud og sundhedsadvarsler
Advarsler og udbrud i Colombia

Gul feber i Colombia
Per 28. juli 2026 er der registreret 56 bekræftede tilfælde af gul feber i 2026, heraf 28 dødsfald (THP). Flest tilfælde er i Tolima. Siden 2024 er der i alt 204 bekræftede tilfælde og 91 dødsfald. CDC har 18. september 2026 opdateret Level 2 (forstærkede forholdsregler) pga. øget aktivitet, herunder nye områder i Tolima tæt på tidligere vaccinezoner.
Anbefalinger for gul feber
Vaccination og certifikat som beskrevet på siden. Myggestikprofylakse i risikoområder.
Mpox i Colombia
Per 25. maj 2026 er der rapporteret tre tilfælde af mpox clade Ib. Mpox – tidligere kaldet abekopper – er en virusinfektion, der primært smitter ved tæt fysisk kontakt, især hud-mod-hud og seksuel kontakt.
Anbefalinger for mpox
Risikoen for almindelige turister er generelt lav. Undgå tæt fysisk kontakt, inklusiv seksuel kontakt, med personer, der har udslæt eller symptomer. Vaccination mod mpox tilbydes i Danmark til specifikke risikogrupper via de infektionsmedicinske afdelinger.
Dengue i Colombia
Per 25. januar 2026 er der registreret 9.383 formodede tilfælde af denguefeber i 2026, heraf 5.109 bekræftede og to dødsfald.
Anbefalinger for dengue
Særlig opmærksomhed på myggestikprofylakse hele døgnet. Overvej denguevaccination, især ved længere ophold, højrisikoområder eller tidligere dengue.
Rejseråd og andre risici
Andre risici og råd til rejsen
Forhold at være opmærksom på i Colombia
Herunder kan du læse om andre forhold, det er værd at være opmærksom på ved rejse til Colombia.
Vand og mad
Drik ikke hanevand. Brug kun flaskevand med ubrudt forsegling eller kogt vand, og undgå isterninger, medmindre de er fremstillet af rent vand. Spis kun nyligt gennemstegt eller kogt mad, og vær påpasselig med rå salater og anden utilberedt mad. Der er rapporteret methanolforgiftning (træsprit) i alkoholiske drikke; køb selv dine drikkevarer, og hold dem under opsyn.
Myg
Myg kan overføre sygdomme, også om dagen. Brug myggespray med DEET eller icaridin, vælg langt tøj, og sov under imprægneret myggenet.
Andre sygdomme
Der er risiko for zikavirus – gravide bør udskyde ikke-nødvendige rejser. Undgå kontakt med herreløse dyr, især hunde. Søg læge ved bid eller krads, også selvom såret ser trivielt ud. I bjerge over ca. 2.500 m kan der opstå højdesyge.
Klima og vejr
Der er risiko for jordskælv i Andes hele året. Kraftig regn kan give oversvømmelser og jordskred, typisk april til maj og oktober til november. Der er aktive vulkaner. Følg lokale anvisninger.
Trafik og ulykker
Der er højrekørsel. Trafikken i de store byer er tæt og kaotisk. Veje og køretøjer er ofte i dårlig stand. Undgå kørsel i mørke uden for de større byer. Kør med låste døre og oprullede vinduer. Brug kun autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester, og tjek at chaufføren har synligt billed-ID.
Sikkerhed
Der er voldelig kriminalitet, røveri og risiko for kidnapning, også i de store byer. Der er risiko for terror. I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og holde dem under opsyn. Udvis forsigtighed ved datingapps. Hold dig fra demonstrationer. Tag ikke billeder af militære anlæg. Narkotika er strengt forbudt og straffes hårdt.
Forsikring og rejseapotek
Tegn en rejseforsikring med evakueringsdækning. Offentlig lægehjælp er svingende uden for de store byer. Der findes gode privathospitaler i de større byer. Medbring eget rejseapotek samt fast medicin i original emballage.
Danskerlisten og telefonnumre
Udenrigsministeriet fraråder rejser til nogle områder. Vi anbefaler, at du orienterer dig i Udenrigsministeriets rejsevejledning for Colombia og tilmelder dig Danskerlisten. Danmark har ambassade i Bogotá. Gem de lokale alarmnumre: ambulance og politi 123, brand 119.
FAQ
Spørgsmål og svar
Hyppige spørgsmål
Herunder finder du hyppigt stillede spørgsmål og svar. Du er altid velkommen til at booke tid online, se vores priser eller kontakte os.
Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
