Vaccinationer Cuba
Cuba
Vacciner til Cuba
Hvilke vacciner anbefales til Cuba?
Vaccination efter rejselængde og risiko
I oversigten nedenfor kan du se vejledende anbefalinger for vaccination til Cuba. På vores øvrige sider kan du læse mere om de enkelte vacciner eller finde anbefalinger for andre rejsemål i Syd- og Mellemamerika. Vi anbefaler om muligt en tid senest 5-6 uger før afrejse for størst fleksibilitet, men kan det ikke nås, så bestil blot en tid snarest muligt. Du kan booke tid her.
Alle rejsende
Nogle rejsende
Særlige forhold
Særlig risiko
Risikoforhold og vacciner
Vaccination til Cuba
Man bør altid sikre sig dækning for difteri-stivkrampe og hepatitis A. Ved længere rejser, mulig seksuel kontakt med lokale eller mulig kontakt med blod anbefales også vaccination mod hepatitis B. Vaccination mod tyfus kommer på tale ved dårlige hygiejniske forhold. Vaccination mod rabies anbefales ved tæt kontakt til lokale dyr. Rejsende på familiebesøg i hjemland anbefales, uanset rejselængde, som minimum dækning for difteri-stivkrampe, hepatitis A og B samt tyfus.
Andre vaccinationer
Man kan blive vaccineret mod denguefeber og chikungunyafeber, der er myggeoverførte virussygdomme som forekommer i Cuba. Vaccination mod denguefeber anbefales primært til rejsende, der tidligere har været smittet med denguefeber. Vaccination mod chikungunyafeber kan overvejes ved udbrud af sygdommen. Vaccination mod kolera kan komme på tale ved udbrud eller som delvis beskyttelse mod rejsediarré.
Gul feber certifikat
Gul feber og indrejsekrav
Ingen risiko i Cuba
Der findes ikke gul feber i Cuba, men Aedes-myggene, som også overfører dengue og chikungunya, kan i teorien overføre virus fra en smittet person, der har været i et risikoområde.
Krav om bevis
Der er krav om vaccination mod gul feber og certifikat for alle rejsende over 9 måneder, der ankommer fra lande med risiko for gul feber. Dette inkluderer også rejsende, som har været i transit over 12 timer i et sådant land. Vaccination anbefales ikke ved direkte rejser fra Europa.
Malaria Cuba
Er der malaria i Cuba?
Områder med risiko for malaria
Der er ikke risiko for malaria i Cuba.
Forebyggelse af malaria
Der er ikke risiko for malaria i Cuba, men man bør beskytte sig godt mod myggestik, da der kan forekomme andre myggeoverførte sygdomme som denguefeber og chikungunyafeber.
Aktuelle sygdomsudbrud og sundhedsadvarsler
Advarsler og udbrud på Cuba

Chikungunya i Cuba
Per 25. januar 2026 er der registreret 1.457 mistænkte tilfælde af chikungunya siden årsskiftet.
Anbefalinger for chikungunya
Særlig opmærksomhed på myggestikprofylakse hele døgnet – aedesmyggen stikker om dagen og i skumringen. Overvej vaccine mod chikungunya.
Dengue i Cuba
Per 11. januar 2026 er der registreret 202 mistænkte tilfælde af denguefeber siden årsskiftet.
Anbefalinger for dengue
Særlig opmærksomhed på myggestikprofylakse hele døgnet. Overvej denguevaccination, især ved længere ophold, højrisikoområder eller tidligere dengue.
Rejseråd og andre risici
Andre risici og råd til rejsen
Forhold at være opmærksom på på Cuba
Herunder kan du læse om andre forhold, det er værd at være opmærksom på ved rejse til Cuba.
Vand og mad
Drik ikke hanevand. Brug kun flaskevand med ubrudt forsegling eller kogt vand, og undgå isterninger, medmindre de er fremstillet af rent vand. Spis kun nyligt gennemstegt eller kogt mad, og vær påpasselig med rå salater og anden utilberedt mad. Der kan være mangel på vand, strøm, brændstof og basismedicin.
Myg
Myg kan overføre sygdomme, også om dagen. Brug myggespray med DEET eller icaridin og vælg langt tøj.
Andre sygdomme
Der er risiko for zikavirus – gravide bør udskyde ikke-nødvendige rejser. Undgå kontakt med herreløse dyr, især hunde. Søg læge ved bid eller krads, også selvom såret ser trivielt ud.
Klima og vejr
Klimaet er tropisk. Orkansæsonen er typisk juni til november med risiko for skybrud, oversvømmelse og jordskred. Cuba ligger i et jordskælvsområde. Følg lokale anvisninger.
Trafik og ulykker
Der er højrekørsel. Veje er dårligt belyst og skiltet, og mange køretøjer er dårligt vedligeholdt. Undgå kørsel i mørke. Der kan være mangel på brændstof. Brug kun officielle gule taxaer; undgå coco-taxaer og uofficielle klassiske biler. Brug hjelm på knallert.
Sikkerhed
Der er lommetyveri, især i det gamle Havana, i nattelivet og ved ankomst i lufthavnen. Hold dig fra demonstrationer. Tag ikke billeder af militær, havne, jernbaner og lufthavne. Veksl kun i Cadeca; anden veksling er ulovlig. Internationale betalingskort tages typisk ikke; medbring tilstrækkeligt kontanter i dollar eller euro. Narkotika er strengt forbudt, også cannabis, inklusiv som olier og cremer mv. Droner er forbudt.
Forsikring og rejseapotek
Tegn en rejseforsikring med evakueringsdækning. Lægehjælp er bedre i Havana end udenfor, men der mangler medicin og udstyr. Der kræves typisk betaling i fremmed valuta før behandling. Medbring eget rejseapotek samt fast medicin i original emballage, nok til hele rejsen.
Danskerlisten og telefonnumre
Udenrigsministeriet har i øjeblikket ikke en rejsevejledning for Cuba. Vi anbefaler, at du tilmelder dig Danskerlisten. Dækkende ambassade er i Mexico City. Gem de lokale alarmnumre: ambulance 104, brand 105, politi 106.
FAQ
Spørgsmål og svar
Hyppige spørgsmål
Herunder finder du hyppigt stillede spørgsmål og svar. Du er altid velkommen til at booke tid online, se vores priser eller kontakte os.
Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
