Vaccination af børn
Børn og rejsevaccination
Børn bør som udgangspunkt vaccineres som for voksne til rejsen, men der er forskel på fra hvilken alder vaccinerne kan benyttes. Ved kommende udlandsrejse og vaccination af børn bør man være opmærksom på vacciner i det danske børnevaccinationsprogram, rejsevacciner til rejsemålet samt situationen med selve vaccination af barnet.

Børn og rejsevaccination
Almindelige børnevacciner
Anbefalinger til rejsen
Vi anbefaler at børn inden afrejse som minimum har fået de to første vaccinationer ved 3 og 5 måneder i det danske børnevaccinationsprogram. De to første børnevacciner kan opstartes fra 2 månedersalderen og kan gives med fire uger imellem, hvis det er nødvendigt. Derudover anbefaler vi ved udbrud på rejsemålet også vaccination mod MFR, som kan gives fra 9 mdr. eller i særlige tilfælde ned til 6 mdr. I disse tilfælde bør MFR gentages på de normalt anbefalede tidspunkter i det danske børnevaccinationsprogram, dvs. ved 15 mdr. og 4 år. Vi er normalt lagerførende på MFR og den kan gives mod egenbetaling. De øvrige vacciner i det danske børnevaccinationsprogram skal gives via egen læge. Hvis børn er ajour med programmet vil de være dækket for difteri-stivkrampe indtil 15-årsalderen, hvorefter revaccination anbefales.
Det danske børnevaccinationsprogram
— 3 måneder: difteri, stivkrampe, kighoste, polio, Hib-infektion og pneumokok (1. dosis)
— 5 måneder: difteri, stivkrampe, kighoste, polio, Hib-infektion og pneumokok (2. dosis)
— 12 måneder: difteri, stivkrampe, kighoste, polio, Hib-infektion og pneumokok (3. dosis)
— 15 måneder: mæslinger, fåresyge og røde hunde, MFR (1. dosis)
— 4 år: mæslinger, fåresyge og røde hunde, MFR (2. dosis)
— 5 år: difteri, stivkrampe, kighoste og polio (revaccination)
— 12 år: HPV-forløb
Rejsevaccinationer til børn
Rejsevacciner til børn
Hvilke vacciner kan børn få til rejsen?
Udover de gængse børnevacciner, bør børn generelt dækkes som for voksne til en rejse. Der er dog forskel på fra hvilken alder vaccinerne kan benyttes – se vejledende oversigt i det følgende. For beskyttelse mod hepatitis A kan man hos spædbørn under 1 år anvende immunoglobulin, men det bruger vi ikke rutinemæssigt og lagerfører det ikke, da infektionen ofte forløber mildt hos så små børn, og da man kan reducere risiko for smitte med god håndhygiejne, rent drikkevand, gennemkogt mad og skrællet frugt. Til spædbørn kan man overveje vaccination mod rotavirus; en virus som kan give kraftig diarré og alvorlig dehydrering. Rotavirus-vaccinen kan gives fra 6 uger og skal afsluttes inden barnet er 24 uger. Det er en bestillingsvaccine – kontakt os for yderligere. For anbefalinger til vaccination henviser vi til rejsemål, hvor du kan se vejledende anbefalinger for hvert land samt til vores vaccineoversigter, hvor du kan læse mere om de enkelte vacciner.
Minimumsalder for rejsevacciner
— Hepatitis A fra 1 år.
— Hepatitis B fra fødslen
— TBE fra 1 år
— Meningokok ACWY fra 6 uger
— Gul feber fra 9 måneder (6 måneder ved udbrud)
— Tyfus fra 2 år (injektionvaccinen)
— Japansk hjernebetændelse fra 2 måneder
— Rabies fra 1 år
— Dengue fra 4 år
— Chikungunya fra 12 år
— Kolera fra 2 år
— Tuberkulose fra fødslen (tilbydes ikke i klinikken)
Tips til vaccination af børn
Tips og praktisk
Om at vaccinere børn
Det kan være forskelligt, hvordan børn reagerer, når de skal vaccineres. Vi gør vi os umage for at skabe en tryg og børnevenlig stemning og at give barnet den tid og opmærksomhed, som det har brug for. Vores erfaring er, at tålmodighed, forklaring og en rolig atmosfære gør en stor forskel. Hos nogle børn, særligt mindre børn, kan det være nødvendigt kortvarigt, støttende og omsorgsfuldt at fastholde (omfavne) for at sikre minimal bevægelse under vaccination. Dette naturligvis kun i samarbejde med forældre og barn. Efter vaccination siger nogle “var det bare det?”, andre kan blive kede af det – det er normalt. Vi tilbyder altid en lille belønning efter vaccination.
Forberedelse hjemmefra
Det er forskelligt, hvordan forældre vælger at forberede deres børn. Vi anbefaler en balanceret tilgang – man kan snakke om hvad der skal ske inden, men måske prøve ikke at lade det bygge sig op eller fylde for meget. Man kan også aftale at noget dejligt skal ske efter vaccinationen, ligesom man kan aflede med bamse eller lignende i situationen. Vi prøver i vores ende altid at bevare den gode stemning og at samarbejde med forældre og barn mhp. at få gennemført konsultation og vaccinationer omsorgsfuldt og professionelt.
EMLA-plaster
Man kan vælge at give barnet EMLA plaster på cirka 1 time inden vaccination. Plasteret indeholder lokalbedøvende gel, som virker på huden og det gør at man mærker prikket mindre. Dog kan man ofte stadig mærke en trykkende fornemmelse inde i selve musklen, hvor plasteret ikke bedøver. Nogle børn er glade for plasteret. Bemærk at plasteret skal sættes korrekt: hos børn under 2 år sættes det på ydersiden af låret; hos større børn over 2 år sættes det to-tre fingerbredder under skulderen ved overarmsmusklen.


Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
