Vaccination af gravide
Gravide og rejse
Hvis du er gravid og skal ud at rejse, er det vigtigt at få individuel rådgivning i god tid før afrejse. Ikke alle vacciner kan anvendes under graviditet, og der skal altid foretages en konkret vurdering af fordele og risici. Generelt gælder, at gravide bør beskyttes bedst muligt mod sygdomme på rejsen. Hvis der ikke findes sikker forebyggelse mod en given sygdom, bør du overveje, om rejsen kan udskydes.

Gravide og rejsevaccination
Rejsevacciner til gravide
Levende vacciner kan ikke benyttes
Som tommelfingerregel kan levende vacciner som gul feber, MFR, tuberkulose, denguefeber, tyfus (tabletter), skoldkopper, levende vacciner mod helvedesild og levende influenzavaccine ikke benyttes til gravide. Det skyldes at de er levende, svækkede udgaver af de rigtige virus (eller bakterier) og derfor teoretisk udgør en risiko for fostret. Derimod kan man i reglen anvende ikke-levende vacciner til gravide, hvis der er en god grund til det. Ikke-levende vacciner er difteri-stivkrampe, hepatitis A, hepatitis B, tyfus (injektion), japansk hjernebetændelse, rabies, meningitis, TBE, kolera samt ikke-levende influenzavaccine, kighoste og polio. Vaccinen mod chikungunya er også ikke-levende, men der er begrænset erfaringer om brug hos gravide; det samme gælder den ikke-levende vaccine mod helvedesild.
Anbefalinger til gravide
Det sikreste er altid at blive hjemme, men ved forestående rejse bør gravide så vidt muligt beskyttes på samme måde som andre rejsende. Dette kan i vidt omfang gøres for mange rejsemål med ikke-levende vacciner. Såfremt det er muligt anbefaler vi af forsigtighedsprincip at påbegynde vaccination efter 1. trimester. Det er dog en god idé uanset hvad at booke en aftale i god tid – om muligt 5-6 uger inden afrejsen. Skal man til område, hvor der kan findes gul feber kan vi lave et undtagelsescertifikat, hvor det fremgår at du ikke må få vaccinen. Er rejse til et område med aktuel gul feber udbrud u-undgåelig kan vaccinen alligevel gives, men kun efter lægelig vurdering og individuel opvejning af fordele og risici. Forholdene omkring gul feber gør sig også gældende for ammende kvinder; se nedenfor.
Vaccinationstilbud til gravide
Andre vacciner til gravide
Offentligt tilbud om vacciner til gravide
Under graviditet er der i Danmark et offentligt tilbud (gratis) for vacciner, som kan beskytte dig og dit ufødte barn. Vi kan ikke give vaccinerne offentligt betalt i klinikken, men anbefaler at du får dem hos egen læge eller i de offentlige tilbud. Det drejer sig om vaccination mod kighoste, der anbefales i uge 25, vaccination mod RS-virus, der anbefales i uge 32, samt vaccination mod influenza, der anbefales i influenzasæsonen fra oktober til gravide i 2. og 3. trimester. Gravide med kronisk sygdom kan vaccineres for influenza i 1. trimester.
Beskyttelse mod myggestik
Myg og gravide
Myg findes hele døgnet
De myg, der overfører malaria, stikker primært i timerne omkring solopgang og solnedgang, mens myg, der spreder dengue, chikungunya og zika, typisk er aktive i dagtimerne. Myggene som kan overføre japansk hjernebetændelse kan være aktive hele døgnet. Da forskellige typer af myg ofte findes i samme område, bør gravide tage forholdsregler mod myggestik hele døgnet. Dette gælder også selvom man er vaccineret eller tager forebyggende malariapiller.
Beskyttelse mod myg
Det anbefales at bruge myggenet imprægneret med insektmiddel. Der findes begrænset dokumentation for sikkerheden ved brug af icaridin (Autan®) til gravide og der er kun er få studier af DEET under graviditet. Der er ikke rapporteret konkrete fosterskader, men af forsigtighedshensyn bør brugen af sådanne midler begrænses til små hudområder. Det er derfor en fordel at opholde sig indendørs efter solnedgang og at bære tøj, der dækker arme og ben, når man er udenfor. Tøjet kan yderligere behandles med spray, der afviser myg eller indeholder insekticid.
Malaria og gravide
Malaria og gravide
Malaria er særligt farligt for gravide og foster
Vi fraråder som udgangspunkt rejser til malariaområder som gravid. Malaria er en alvorlig sygdom under graviditet og kan medføre øget risiko for både den gravide og fosteret. Desuden er der ganske få muligheder for at tage forebyggende malariapiller som gravid. Doxycyklin kan kun anvendes til og med 10. graviditetsuge. Atovaguon/proguanil (Malarone®) bør ikke anvendes i graviditeten. Klorokin kan kun anvendes til godartet malaria, da den ondartet malariaparasit, Plasmodium falciparum, er resistent. Meflokin (Lariam®) kan bruges i hele graviditeten, men kun ved u-undgåelig rejse til område med klorokin-resistent ondartet malaria. Vi kan ikke udskrive meflokin i klinikken.
Beskyttelse mod Zikavirus
Zikavirus og gravide
Zikavirus er en risiko for fostret
Zikavirus kan overføres via myg eller via seksuel kontakt med en smittet, som endnu ikke har elimineret zikavirus fra kroppen eller kropsvæsker. Zikavirus er forbundet med fosterskader, som kan føre til for små hoveder og hjerneskader hos nyfødte, hvis kvinden smittes i løbet af graviditeten. Af den grund anbefales gravide eller personer der planlægger graviditet at udskyde alle ikke-nødvendige rejser til områder med risiko for zikavirus. Du kan se et vejledende kort over risiko for zikavirus her. Såfremt rejsen ikke kan udskydes, er det vigtigt at være ekstra omhyggelig med at beskytte sig mod myggestik som beskrevet ovenfor. Myggene der kan smitte med zikavirus er primært aktive i dagtimerne, men beskyttelsen bør foregå hele døgnet. Derudover gælder forholdsregler som i det følgende afsnit.
Forholdsregler
Kvinder, der har rejst i zika-områder under graviditet og har haft symptomer under rejsen eller kort efter hjemkomst, bør informere deres læge og jordemoder. Kvinder, der planlægger graviditet, opfordres til at vente to måneder efter hjemkomst. Mænd, der har været i zika-områder, anbefales at bruge kondom under partnerens graviditet, og par, hvor kvinden ikke er gravid, bør anvende prævention i tre måneder efter hjemkomsten. Par, der rejser sammen, bør bruge prævention under opholdet og i tre måneder efter hjemkomst. Der er ingen generelle anbefalinger om screening for zikavirus for personer, der ikke er gravide, da tests ikke med sikkerhed kan påvise eller udelukke infektion.
Flyrejser og blodpropper
Flyrejser og gravide
Husk at tjekke regler for flyselskab
Flyrejser er som regel sikre, hvis graviditeten forløber normalt. Som udgangspunkt frarådes det at flyve sent i graviditeten, dvs. efter uge 36 ved enkeltbarnsgraviditet og efter uge 32 ved flerbarnsgraviditet. Efter uge 28 anbefales det at medbringe dokumentation for forventet termin fra læge eller jordemoder. Tjek altid om flyselskabet har særlig regler for gravide, og tjek også din rejseforsikring.
Andre risici
Ved længere flyvninger er der en øget risiko for blodpropper. Gravide bør bruge støttestrømper ved flyvninger over tre timer, bevæge benene jævnligt under rejsen ved for eksempel at gå rundt i kabinen eller strække benene, og undgå at sidde stille i længere tid. Overnatning i fjerntliggende områder eller højtliggende områder over 3000 meter frarådes, sidstnævnte pga. risiko for højdesyge.
Amning og rejsevacciner
Vaccination af ammende
De fleste vacciner kan anvendes
De fleste vacciner kan anvendes under amning, dog vil vi normalt ikke vaccinere ammende med levende vacciner. Den levende svækkede gul feber vaccine kan teoretisk overføres til spædbørn fra ammende mødre. I stedet kan vi udstede et undtagelsescertifikat. Gul feber vaccine kan dog gives til ammende, hvis barnet er over 9 måneder og vaccineres mod gul feber på samme tidspunkt, eller hvis der er et konkret udbrud af gul feber på rejsedestinationen. I sidsnævnte tilfælde efter individuel vurdering med opvejning af fordele og risici.
Book tid online
Klinik på Østerbro, lige ved Lille Triangel.
Fleksible åbningstider. Også weekend.
Venlige, professionelle og prisstærke.
